Karakteristika for fascisme

Fascisme er et højt nationalistisk og autoritært regerings regime, der havde stor relevans i Europa i det tyvende århundrede.

I Italien blev det fascistiske regime etableret efter Første Verdenskrig under ledelse af Benito Mussolini, der styrede fra 1922 til 1943. Samtidig tjente fascistiske idealer som grundlag for fremkomsten af ​​nazismen i Tyskland.

Med ideer, der er stærkt imod liberalisme, marxisme og anarkisme, klassificeres fascisme som et langt højre regime præget af en diktatorisk og militariseret regering.

Se de 8 hovedkarakteristika, der definerer denne type regering.

1. Værdier nationalisme

Fascistiske regimer giver intenst følelsen af ​​nationalisme. Det er således almindeligt, at fascistiske regeringer overdriver nationalistisk propaganda gennem sloganer, symboler, musik og flag.

I nationalismens navn bruger fascistiske regeringer alle mulige former for manipulation af befolkningen, uanset om de er medier, religion eller endda vold. Desuden var de fascistiske regimer, der var etableret i Italien og Tyskland, konstant på udkig efter udvidelsen af ​​deres område.

2. Totalitarisme og korporatisme

Fascismen etablerer en totalitær regering, der udøver absolut kontrol over borgernes rettigheder, hvad enten det er politisk, kulturelt eller økonomisk. Desuden opfordrer regeringen til corporatism blandt alle samfundssektorer med det formål at skabe en "økologisk stat".

Det største eksempel på fascistisk korporativisme opstod i Italien under Mussolini's regel. På det tidspunkt blev arbejdstager- og arbejdsgiverforeninger skabt for hvert erhverv. Disse fagforeninger var underlagt det nationale fascistpartis tilsyn, hvilket sikrede, at alle klasser på alle områder altid var i harmoni med regeringens idealer.

3. Fremhævelse af militarisme

Fascisme er et regime, der tror på brugen af ​​magt og vold for at nå sine mål. Af denne grund bruger regeringen uforholdsmæssigt store ressourcer til finansiering af våben og krige, endog forsømmer andre områder som sundhed eller uddannelse. I denne type regering styrkes soldaterne og militæret af masserne.

I fascistiske regimer er politiet stærkt militariseret og har bred autonomi til at håndtere interne og indenlandske problemer, som normalt ikke kræver militær deltagelse.

4. Obsession med national sikkerhed

Fascistiske regimer har et konstant behov for at forberede nationen til væbnet konflikt. Med dette mål er terrortaler spredt for at skabe en følelse af usikkerhed og paranoia i befolkningen, som søger at forene for at kæmpe for samme årsag. Fascismen bruger således frygt som et motivationsmiddel.

5. Manglende respekt for menneskerettighederne

I et højt militariseret og konstant konfronterende samfund indføres regeringens idealer voldsomt, overbevisende borgere om, at menneskerettighederne ikke er en prioritet. I fascismen er der således ingen anerkendelse af frihed, fysisk integritet, lighed eller endda liv.

I fascistiske regimer overføres foragt for menneskerettigheder til befolkningen, som bliver kinkende med praksis som henrettelser, tortur, vilkårlig arrestationer mv.

6. Foragt for intellektuelle og kunstnere

Mens fascistiske regeringer har befolkningens støtte, er de, der ikke overholder nationens idealer, åbenlyst fjendtlige.

Af denne grund forfølges intellektuelle og kunstnere med evnen til at stille spørgsmålstegn ved regimet og påvirke folket til at gøre det samme, og enhver form for oprør mod staten afvises voldsomt.

7. Mediekontrol og censur

For at opretholde systemets integritet har fascistiske regimer tendens til at styre medierne. Kontrollen udøves undertiden direkte af regeringen, og i andre medier gennemgår indirekte regulering. Under alle omstændigheder er censur over ideer mod regimet almindeligt.

8. bruger religion som en form for manipulation

I både Tyskland og Italien bestred fascismen i de tidlige år folks hengivenhed til kirken. Men begge regeringer har besluttet at bruge religion til deres fordel for at bevare befolkningens idealer og samle flere tilhængere. På denne måde begyndte fascisterne at tegne paralleller mellem religiøse forordninger og politiske ideologier til at manipulere mennesker.

I Italien havde Mussolini udover at være en ateist planlagt at konfiskere kirkelige aktiver, indtil han besluttede at indarbejde religiøs retorik i hans taler.